Tirsdag morgen vågnede jeg til en besked på min telefonsvarer – Jyllandsposten ringede for at få en kommentar til at Odenses borgmester Jan Boyes garanti for studiejobs til alle studerende på SDU i Odense. Umiddelbart en fin tanke, men når der er omtrent 10.000 studerende, der skal have studiejobs inden for alle mulige fag, så er det noget af en garanti at udstede.
Desværre fandt jeg hurtigt frem til, at borgmesteren havde lidt for travlt med at promovere sig selv og sin idé – der er ikke tale om studiejobsgaranti. Borgmesteren garanterer kun, at der er en fritidsjobsgaranti. Der er altså ikke tale om de jobs, der skaber en kobling mellem teoretisk viden og praktisk erfaring, men job som f.eks. kasseekspedient. Det er der jo ikke noget galt i, men det er ikke den slags jobs de studerende har svært ved at finde. Hvis man f.eks. prøver at ringe til et vikarbureau i øjeblikket og spørger dem om de brug for mere arbejdskraft, så er svaret: Ja, Ja og Ja for satan!
Sådan er situationen også i de andre store universitetsbyer, så det er ikke nogen nyskabende ting at garantere. Når borgmesteren går ud på landsdækkende medier og garanterer studiejobs, så kommer der til at stå tusindvis af skuffede nye studerende i Odense 1. september, når semestret går i gang. De kommer til at føle at Odenses borgmester har ført dem bag lyset, og hvis løftet om studiejob fik dem til at flytte væk fra familie og venner for at starte på SDU, så kommer det ikke bare til at skade Odenses renommé, men også SDUs renommé.
Derfor prøvede jeg selvfølgelig at få alle de relevante medier i tale så hurtigt som muligt, så skaden kunne begrænses mest muligt. Dagen gik med interview hos Fyens Stiftstidende, Nyhedsavisen, P4/Fyn, dr.dk og sluttede med en tur i studiet hos TV2/Fyn. Det var lidt af en oplevelse at være på direkte tv, der er ingen muligheder for at tage klippene om, og der var en enkelt talemåde, jeg meget gerne ville have haft rigtig, hvis den kunne have været taget om J
Men inden turen gik til TV2/Fyn var jeg inviteret til nytårskur på rådhuset ved Udviklingsforum Fyn, der er en sammenslutning af erhvervsledere og politikere. Deres formål er at skabe fremgang for Fyn, om end jeg vil sige at fokus måske nok er lidt for ensidigt på velstand – det ord blev i hvert fald gentaget rigtigt mange gange i de forskellige taler. Her nåede jeg lige at få fat i borgmesteren, for at invitere ham ud til vores arrangement den 14. februar, hvor vi håber at alle byrådspartiernes ledere vil og kan deltage. Der vil vi selvfølgeligt spille ind med idéer til, hvordan forholdende for de studerende i Odense kan forbedres.
Onsdag formiddag fik jeg så en opringning fra Udviklingsforum Fyn, der ville høre, om de også måtte deltage i arrangementet den 14. De havde set mig på TV2/Fyn aftenen før, og syntes at jeg havde givet udtryk for nogle spændende tanker, og jeg er ret sikker på, at de gerne vil i dialog med os studerende. Jeg sagde selvfølgeligt, at de var velkomne, og at den officielle invitation stadig er under udarbejdelse, men at de nok skal få den, når den er klar. Derudover var jeg også positiv overfor et mere formelt samarbejde mellem os som studentervalgte og Udviklingsforum Fyn. De repræsenterer jo mange af de ledere, som politikerne lytter til, så det kommer der næppe noget skidt ud af J
For der skal ikke herske tvivl – der er brug for handling. Mere end hver femte studerende, der bliver færdig med en bachelorgrad på SDU, starter ikke på den tilsvarende kandidatgrad. I de tal er erhversbachelorer som journalister ikke engang medregnet, så på den måde går SDU glip af de anseelige taxameterpenge og færdiggørelsesbonusser regeringen tildeler for færdige kandidater. Samtidig mister Odense noget af charmen som studieby, når de ældre studerende forsvinder. Så jeg ser frem til samarbejdet med Udviklingsforum Fyn og byrådet, så vi kan gøre Odense og SDU til en by og et universitet, hvor man har lyst til at blive.
Mikkel Schøler
Bestyrelsesmedlem på Syddansk Universitet
Hvis du vil læse videre og se mere, kan du finde artiklen fra JP, og artiklen samt en fin kommentar fra redaktionen på Fyens Stiftstidende samt klippet fra TV2/Fyn. Artiklerne fra Nyhedsavisen kan du finde på Infomedia under SDUs bibliotek.
Fyens Stiftstidendes kommentar:
0 Svar til “Garanti for studiejobs?”