Åbn munden – bliv hørt!

Den 14. februar har Studenterparlamentet inviteret Odenses byrådspolitikere til et arrangement på SDU. Her vil vi præsentere idéer og forslag til, hvordan Odense kan blive en bedre studieby.

I Valgavisen kan man læse om vores visioner for en bedre studieby i Odense, og jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at det er en god idé at tilbyde boliger ved universitetet.

I løbet af denne uge, blev jeg kontaktet af en studerende, der har en søn på 4 år. I det kommende semester har hun undervisning til kl. 17, men børnehaven i midtbyen lukker altså også kl. 17. Altså må hun gå glip af undervisning, for at få tilværelsen til at hænge sammen. På naturvidenskab er jeg blevet fortalt om en hel del eksempler på studerende, der tager deres børn med til undervisning og i laboratorierne, fordi undervisningen her foregår frem til kl. 20 og i øvrigt også på lørdage.

Men det er ikke kun et problem for de studerende – også underviserne har børn, der skal passes, og i Odense Kommune lukker institutionerne kl. 17. Man har faktisk fra kommunenes side forsøgt at udvide åbningstiderne generelt, men tilbuddet blev ikke brugt af nok familier.

Derfor vil vi den 14. februar præsentere vores vision for et færdigt campus for byrådet, Udviklingsforum Odense, Rektor og Bygningsafdelingen

Vores vision inkluderer en daginstitution med fleksible åbningstider og mellem 300 og 500 2 – 3 værelsesboliger ved campus. På den måde kan vi tilbyde en mere sammenhængende hverdag for de mere end 450 studerende med børn på SDU, ligesom vi også vil blive bedre til at tiltrække ansatte til vores stillinger.

Men vi vil gerne have flere gode idéer, så derfor vil jeg gerne opfordre jer allesammen til at skrive jeres tanker ned og sende dem til mig på min mail MikSc03@samnet.sdu.dk – så tager vi forslagne op i studenterparlamentet og tager de bedste forslag med til politikerne. Du behøver ikke bekymre dig om forslaget nu også hører under byrådet – er forslaget godt sørger vi for at tage det med til de relevante høje herrer.

Arrangementet den 14. foregår i U100 og er åbent for alle studerende, der ønsker at deltage. Så kom endelig og se dine studentervalgte politikere i aktion – måske er dit forslag blandt de udvalgte vi præsenterer!

0 Svar til “Åbn munden – bliv hørt!”



  1. Endnu ingen kommentarer

Læg en kommentar