Så er der endnu engang blevet en ledig fredag aften til at opdatere bloggen. Ja, jeg skrev fredag aften – har ham Mikkel ikke noget liv? Det spørger mine venner og ikke mindst min opgavemakker desværre også om ind i mellem. Sandheden er, at jeg finder det svært at sidde stille, når der er så meget at tage fat på – så meget at forbedre.
Den 14. februar havde Studenterparlamentet inviteret byrådet til en dag, hvor de studerendes forhold var på dagsordenen. Jeg blev involveret i arrangementet allerede inden valget i november, hvor jeg tilbød at stå for at invitere politikerne. Men da det kom til stykket, var det kun mig, der havde noget på hjerte. Det var sgu lidt skuffende at opleve, at de studentervalgte politikere spilder en oplagt mulighed for at forbedre forholdende for de studerende. Dog skal Jacob Pedersen, der er valgt til bestyrelsen for Sams have ros for hans hjælp i planlægningen og tilrettelæggelsen af arrangementet.
Men det betød at jeg kl. 8.00 den 14. februar kunne byde velkommen til ’The Mikkel Schøler Show’. Selvom jeg gerne havde set flere inputs fra de studentervalgte, så passede det mig nok også fint at få lov at stå for det hele, selvom det selvfølgeligt var et stort arbejde at stå med alene.
Solen skinnede desværre fra en fantastisk klar himmel den morgen vi mødtes foran Odense Banegård, så det blev ikke til den snestorm vi havde håbet at udsætte de cyklende politikere for. Faktisk havde det ikke gjort den store forskel, for da det kom til stykket var det kun Anker Boye (S) og jeg, der cyklede turen ud til universitetet. Resten kørte i biler til universitetet. Forklaringen fra Lars Christian Lilleholt (V) og fra Susanne Larsen (RV) kunne ikke have været mere oplagt – Lars Christian skulle aflevere børn og Susanne havde et spædbarn med hele dagen. Det understregede blot en af mine pointer den dag – nemlig at studerende med børn har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, især når daginstitutioner lukker kl. 17, men undervisningen fortsætter til kl. 20. Det gør det heller ikke bedre at studerende må bo så langt væk som Søhus. Hvis man som følge af boliggarantien bor i Søhus kan det betyder at studerende med børn skal op mellem 5.00 og 5.30 om morgenen for at kunne møde kl. 8.15 på campus.
Da der endelig var samling på politikerne guidede jeg dem rundt på campusområdet, hvor jeg fortalte om de planlagte udvidelser, og de problemer der opstår, når det er staten og ikke universitetet selv, der ejer bygningerne. Derefter gik vi ind i U100, hvor vi havde inviteret Jens Troelsen fra Idræt til en fantastisk interessant gæsteforelæsning i byplanlægning – ok, det lyder nørdet, men det var helt utroligt fedt at høre ham fortælle om, hvilken betydning afstand til indkøb, job og fritidsaktiviteter har for graden folks fysiske form. Jens fortalte, at forskning har vist, at hvis man har under 800 meter til f.eks. bageren, så er der en meget højere chance for, at man er i god form. Hvis folk har under 800 meter til en park eller lignende rekreativt område, så er folk på samme måde i meget bedre fysisk form. Dermed underbyggede Jens mange af mine påstande i det oplæg jeg holdte efterfølgende.
Jeg lagde især fokus på forholdende for studerende med børn og for studerende, der flytter til Odense for at studere. Jeg har ladet mig fortælle, at der er en overrepræsentation af ensomme studerende i Odense i forhold til Århus og København. Det ved vi fører til frafald. Men hvorfor er studerende ensomme? Det kunne være fordi man flytter til en ny by, bliver placeret på Glanshattenkollegiet i Tornbjerg, og de folk man snakker med på studiet bliver placeret i Søhus. Så tager man ikke lige cyklen for at få en kop kaffe. Og det bliver kun værre i december og januar. Her er undervisningen for det meste slut og de studerende sidder muret inde og læser til deres første universitetseksamen. Presset er stort og mange har svært ved at finde timer nok i døgnet. I den situation bruger man bare ikke en halv dag på at køre fra HCØ til Bolbro for at drikke en kop kaffe, når man har brug for pause fra bøgerne. Derudover er Odense helt utroligt død en tirsdag aften, for hvem er det lige, der skal bruge de udmærkede kulturtilbud Odense faktisk har, når kun få af de unge studerende bor i Odense?
For at løse problemerne for studerende med børn foreslog jeg politikerne, at man skal bygge ungdomsboliger – lejligheder – til ældre studerende og studerende med børn ved campus og samtidig bygge en daginstitution med fleksible åbningstider. Så vil vi kunne give de studerende med børn nogle forhold, der gør det muligt for dem at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig har vi alle fritidsfaciliteter på campus i forvejen – idrætshaller, svømmehal, squashhal, fodboldbaner, golfbane og sågar en rideskole lige ved campus. Når man nærmer sig afslutningen af studiet og man ikke længere går i byen 3 dage om ugen, så skal der helst være andre tilbud til de ældre studerende – det kan man få her.
Men det hjælper jo ikke de unge studerende. Men vi står heldigvis i den situation, at det gamle Odense Universitetshospital på Sdr. Boulevard skal nedlægges, og et nyt supersygehus skal opføres i det sydvestligste hjørne af markerne ved campus helt ude ved motorvejen. Derfor foreslog jeg, at man omdanner det gamle OUH til en kollegie- og ungdomsboliger. En slags studieby i byen tæt ved centrum. På den måde kan vi sørge for, at de nye indbyggere i Odense kan få skabt sig de venskaber og netværk, der gør at de bliver hængende i byen og på SDU i stedet for at forsvinde. Samtidig er byen så tæt på, at der vil blive et helt andet liv i midtbyen – også på hverdage – og Ansgars anlæg bliver det nye hippe sted at sole sig, spille bold og meget andet.
Allerede dagen før arrangementet havde jeg været i Fyens Stiftstidende, hvor jeg fremlagde dele af mit forslag, på dagen dækkede Radio 3 begivenheden og om lørdagen skrev jeg et Synspunkt i Fyens Stiftstidende sammen med Anker Boye (S), hvor han bakkede op om idéen. Efterfølgende henviste jeg Radio 3s journalister til Mai Henriksen (K), der endte med at lave et udspil, der indeholdte mine idéer. Nu skal der ikke store matematikevner til at vide, at 15 mandater giver flertal i byrådet, og at Socialdemokraterne og de Konservative tilsammen har 21 mandater og dermed flertal, så nu kan vi forhåbentligt se frem til en beslutning i byrådet inden næste budget. Før planerne er ført ud i livet kan der nemt gå 8 år, så selvom det bliver efter min tid, er det stadig en stor dag for studenterpolitikken på SDU. I 25 år har man talt om campustanken i Odense. I november gik Frit Forum til valg på at få det virkeliggjort. Nu er der flertal for det.
Derfor har det været alle arbejdstimerne værd. Møderne med bygningschefen på SDU, læsningen af lokalplaner, invitationer af politikerne og opfølgning på invitationer, pressemeddelelser og efterfølgende opfølgning på pressemeddelelser, invitation af gæsteforelæser og ikke mindst forberedelse af den guidede rundtur på SDU, indhentning af statistikker og forberedelse af præsentationen af idéen for politikerne. Siden hen har jeg givet et par interview til journalister, hvor jeg har forsøgt at holde fokus på problemet, så det ikke bliver ved de store ord. Det vil jeg blive ved med.
Du kan se mig i TV2/Fyns indslag fra i dag på dette link.
Du kan også læse artiklen fra Fyens Stiftstidende her og debatindlægget fra Stiftstidende kan du finde på Infomedia via SDU bibliotekets hjemmeside.
0 Svar til “Vi blev hørt!”